Dagbog, 15/4 2001

Anne Marie - Vi er stadig på Ebeye, den ø USA bruger som holdeplads for folk, der er i vejen for den videre udvikling af missiler. Det vil sige dem, som boede på kwaj, før det blev en US-base samt dem der boede på de små atoller i "the drop zone" (det område hvor booster-delene af missilerne afskydes og falder ned). Alt i alt bor her omkring 16.000 mennesker på 32 hektar. Dermed er Ebeye et af verdens mest overbefolkede steder. Når man kommer fra Likiep er det svært at tro, det er det samme land man befinder sig i. Der er huse overalt her, og børn. Jeg har aldrig før set så mange børn i mit liv! Utrolige børn, de er så glade og ikke bange for at snakke med fremmede mennesker. De prøver hele tiden at komme til at holde én i hånden, mens de pludrer løs på forståeligt engelsk. Vi har holdt åben båd de sidste par dage, og vi har virkelig haft besøg! Nogle af børnene kommer flere gang, og bliver i flere timer ad gangen. Vi viser dem blasndt andet en video om Greenpeace, men den er ret kort, og derfor spørger de fleste om de ikke kan se den igen, hvilket de bliver ved med i lang tid. Her på Ebeye er der ikke ferskvand, og kun nogle få timer hver dag bliver der lavet saltvand om til drikkevand. Så man ser altid børn med store vanddunke rundt omkring, de håber lige at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt for at få vand. Vi ville meget gerne give dem vand, men vi har ikke så meget af gangen, og hvis vi giver til nogle, skal vi give til alle 16.000 mennesker, hvilket vi jo ikke kan. Her fra øen kan man se ned til US basen på øen Kwaj, hvor der er to swimmingpools og en golfbane med grønt græs! (det regner aldrig her). På Kwaj kan man også gå i supermarkeder og handle ind, hvilket ikke er så let på Eyebe, fordi de få varer her er enormt dyre og ofte ret gamle. På Kwaj er det dertimod ikke et problem, der har de alting og lidt til. Det er meget trist at opleve tykke amerikanere et sted som dette, hvor den lokale befolkning går sultne i seng. (Noget andet der er lidt underligt: missiler der flyver til vejrs er helt nomalt her, hvorimod rindende vand i vandhaner kun er noget, man tør drømme om). Den første dag vi havde åben båd her tog jeg sammen med tre andre meget optimiske Greenpeace're den lokale færge over til basen for at invitere "US base commander" ombord. Vi nåede dog kun halvvejs, da der kom besked over radioen, at færgen skulle vende om og sætte os af. Da vi kom i land, blev vi stoppet af to meget små politimænd. Den ene stod lige ved siden af mig, og han gik mig til skulderen, og mens han drejede hovedet væk, hviskede han: "Hvis i gør det igen, bliver i anholdt." Det var lidt sødt. At amerikanerne er på mærkerne er tydeligt. Da Thomas senere tog en tur i en af vores kajakker, og havde kurs mod Kwaj, lød det straks over radioen, at "Greenpeace er på vej mod basen". De indså dog hurtigt, at den høje fyr i kajakken skulle være i ualmindelig god form, hvis han havde tænkt sig at sejle hele vejen fra Ebeye til Kwaj i kajak og alarmen blev afblæst.