Dagbog 2/4 2001

Thomas - Jeg var oppe i masten for at smøre taljerne til sejlene, men det var svært at blive færdig med arbejdet. Ikke fordi solen brænder hårdt på ens blege krop eller fordi der er 30 meter ned, da jeg har en klatresele på og er forsvarligt sikret, men fordi udsigten er så betagende. På den ene side af atollen slår Stillehavets bølger hårdt ind på koralbreden, og mens havet er kongeblåt, så er brændingen snehvid. I går var det søndag og fridag, og redaktøren på den eneste avis her på Marshall-øerne havde lånt os sin private øde ø. Selvom der er maser af øde øer her, så er de altid ejet af ogle, hvorfor man ikke bare kan gå i land hvor som helst. Det tog en halv time i gummibåd derud, og halvdelen af besætningen tog derud om formiddagen og resten efter frokost. Det var den perfekte ø. Lidt større end en håndboldbane, med masser af eksotiske træer og nedfaldne kokosnødder overalt. Hurtigt i badebukser og ud at snorkle og opleve de store stimer af små metalblå fisk på kanten af koralrevet, hvor havbunden falder brat. Selvom jeg kender statistikken for hajangreb på mennesker på verdensplan, og ved at chancen for at en aggressiv sulten hajart skulle komme lige forbi mig var noget mindre, end at solen ikke ville gå ned i aften, så slappede jeg ikke rigtig af, men skulede til højre og venstre hvert andet minut efter hajangreb. Det største jeg så var fisk på størrelse med en aborre, og bagefter griner alle (inklusiv mig selv), men senere dasker jeg en skotte godt og grundigt i skak, så helt tåbelig er jeg jo nok ikke. .