|
Dagbog, 23/4
2001
Thomas: Af grunde jeg ikke kender er vejret meget forskelligt fra atol
til atol på Marshalløerne, her i Majuro regner det en del, omvendt på
Kwajalien atollen, hvor det er tørt og støvet. Det har regnet hver nat
og om formmiddagen siden vi kom. Det er naturligvis en varm troperegn
som er forfriskende at gå ud i.
Indimellem er regnen så kraftig at vi hyppigt må tømme gummibådene for
vand. Jeg ved at det er den modsatte verden i Danmark, hvor alle bare
håber på at regnen skal stoppe for at give plads til forårs vejr.
Vores 1.styrmand er bidt af en gal sejlsportshund, og tog i går søndag
rundt i gummibåd og kiggede på de amerikanske sejlbåde som ligger for
anker i lagunen. En af ejerne var den lokale (amerikanske) dommer som
dømte de to Greenpeace aktivister der sidste år deltog i en Stop Star
Wars protest på Kwajalein basen. Han ville egentligt kun havde givet dem
en bøde på 15 $ men da de også skulle betale flybilletten fra basen til
Majuro blev bøden som han sagde, desværre på hele 100 $.
Jeg har mødt mange forskellige nationaliteter de sidste par dage, da der
er en marinebiologisk konferencer på øen lige nu. Interessant er det at
alle man taler med ikke er helt klar over hvad Star Wars eller NMD ( National
Misile Denfence) egentlig er. Men når man så fortæller sagligt om de politiske
og sikkerhedsmæssige implikationer for verdenssamfundet er der ingen tvivl
tilbage hos dem om at det projekt skal stoppes nu og her.
Med stor risiko for at virke og lyde frelst, må det med stor sandsynlighed
antages at tilhængerne af Star Wars programmet enten ikke har sat sig
ordentlig ind i de storpolitiske problemstillinger eller/og de har økonomiske
interesser på spil i udviklingen af NMD. Der er ingen grund til at glemme
at det er mindst 60 milliarder dollars eller ca 480 milliarder kr. som
forskellige firmaer vil gøre ret meget for at få del i, gennem kontrakter.
Dette bliver min sidste dagbog. I morgen flyver jeg tilbage til Danmark
efter næsten 5 uger i Stillehavet. Underligt at skulle forlade skibet,
specielt når jeg sidder med følelse at vi knap har fået begyndt på vores
protester.
|