Dagbog, 3/5 2001

Anne Marie: Nu er jeg tilbage på skibet! Tak gud for det. Det har været en hård uge på vores nyoprettede observationspost på en ø lige ved siden af den amerikanske militær base på Kwajalein.

Vi startede oprettede vores observationspost torsdag d. 26 april, en dato som der ikke er svær at huske da det er min fødselsdag. Vi havde fået tilladelse til at bo på en ø der hedder Shell Island. Shell Island ligger midt imellem Kwaj og Meck (Kwaj er den Amerikanske base og Meck er der hvor de affyrer deres missiler fra), så det passede os ganske fint at bo der.

Det er en del af en atol, derfor er det et meget smal stykke land, 20 m bred og 90 m lang, det eneste der gror der er palmetræer med kokos nøder, og der er en slags vej ud til øen fra Ebeye. Så hvis man ville, kunne man gå de 6 km ind til Ebeye, jeg ved ikke om I kan huske hvad vi tidligere har skrevet om Ebeye: et overbefolket stykke land der er så deprimerende at det gør ondt.

Så jeg brugte min 21års fødselsdag på at indrette en Greenpeace observationspost tæt på en Amerikansk militær base. Der var dog ikke meget fødselsdag over det, lige bortset fra at vores fotograf lavede en sandkage til mig. Vi var 3 personer mig, Alice (en mand) fra New Zealand, og Tereapii, han er fra Cook Islands. Den aften sov vi i teltet temmelig tæt på vandet, så der var en frisk vind og det kølede os ned.

Vi brugte en del timer under den meget stjerne klare himmel på at fortælle spøgelses historier, og jeg må indrømme at Tereapiis kunne fortælle de bedste. Der er godt nok mange historier fra Cook Islands.

Den næste dag rykkede vi teltet 10 m væk fra stranden og så startede balladen! Da vi gik i "seng" den aften fandt vi ud af vi ikke var alene! Vi delte øen med rotter i hobetal, desværre ville de vældigt gerne besøge os. Vi fandt dog hurtigt ud af at vores værste fjende ikke var rotterne men solen. Det var uhyggeligt varmt. Havet blev vores fristed. Så det var det vi brugte det meste af vores tid på. Til sidst følte vi os som dovne flodheste der blot lå med hovederne over vandet og kroppen nedsænket i vand for at holde krops temperaturen nede.

Ellers gik dagene med at samle palmeblade sammen så der så ordentligt ud, og vi fik også besøg af mange af de lokale. De ville gerne sige tak fordi vi var kommet, og var meget interesseret i at høre om alting, de lande vi kommer fra, vores måde at leve på, Greenpeace, og ikke mindst Star Wars. De fortalte os om deres oplevelse med missiler. Det er underligt men her er det næsten mere normalt at se et missil dratte ned fra himlen end at se frisk vand i hanerne. Folk bød os på fisk som vi grillede på vores lille bål med kogt ris til. En dag fik Tereapii og jeg lov til at låne deres fiske udstyr, det vil sige: et par svømme føder, dykker briller og en snorkel, og et spyd. Vi svømmede over koral revet og jagtede store fisk, men de var vist smartere end os. Efter 1 1/2 time kom vi op med 2 små fisk. Det var godt det ikke var vores eneste måde at få mad på. Vores mad bestod af dåse grønsager og ris, til det spiste vi kød der var en slags biksemad på dåse som var købt i Ebeye og som for længst havde passeret "mindst holdbar til".

Efter nogle dage fik vi besøg af en af kongens budbringere som inviterede os til frokost hos kongen. Næste dag kom en bil og hentede os og kørte os ud på en af atollens smukkeste øer. Vi kom til et hus uden huller, så det var tydeligvis en vigtig person der boede der. Kongen var ganske åben og imødekommende og spurgte interesseret til vores sag. Efter et par timers snak frem og tilbage om sagen, sagde han tak fordi vi var kommet og tak fordi Greenpeace var på Marshalløerne.