Dagbog, 9/4 2001

Thomas - Min dag starter altid med, at jeg tager et brusebad i solfaktor 25. Skidtet virker rigtigt godt, fandt jeg ud af efter et par timer dæksarbejde i solen med bar mave. Jeg havde denne morgen ligesom ikke koncentret mig om at få hele ryggen smurt ind, og efter arbejde grinede alle, da jeg lignede det britiske flag på ryggen. Igen igår fik vi en stor naturoplevelse, først så vi en 5-8 grindehvaler, og om aftenen den mest fantastiske fuldmåne, der kom op bag palmetræerne helt gylden og guldfarvet, og mens den steg skiftede den farve henimod den mere klassiske månefarve. Der ville bestemt ikke være noget at klage over, hvis det her var et eller andet krydstogtskib. Men heldigvis har det større mål end blot at underholde og tilfredsstille. Vi er for fulde sejl på vej mod Kwajalein-atollen, hvor nogle af øerne huser hjertet af det amerikanske Star Wars testprogram. Vi har fået tilladelse til at besøge en af øerne, Ebeye, hvor vi vil holde åbent skib og prøve at komme i dialog med både de lokale politiske ledere og naturligvis ledelsen af den amerikanske base. Kl. 03 er der kaffe på dækket efter at have tjekket alle overlevelsesdragterne for lys, fløjte, lynlås m.m. Når man kigger rundt på hele Rainbow Warriors besætning, kunne en person man lige hev op af Stillehavets bølger umiddelbart godt kunne få bekræftet nogle fordomme om Greenpeace: At det er en bande tofu-spisende kommunister, langhårede hippier, anarkister og miljøekstremister. Men rent faktisk er der ud af 22 kun to mand med langt hår, kaptajnen er skaldet og resten af os mænd er klippet ualmindelig bankfunktionæragtigt. Politisk kender jeg ikke folk, men mange har været aktive derhjemme med lokal miljøpolitik. Samir fra Indien arbejder med affaldspolitik i sin hjemby, og er ansat på et projekt der. Cirka halvdelen spiser ikke kød men dog fisk og fjerkræ. Et ekstra hårdt job for kokken, der skal lave to retter mad, en med og en uden kød. Jeg er rigtig streng og springer til og fra begge hold, alt efter hvor lækkert det ser ud. Desværre ender det næsten dagligt med, at jeg spiser en af hver, og til den vane bevæger jeg mig ikke nok.