Relevante eksterne links

Monterey Nonproliferation Strategy Group (pdf) vurderer oprustningspotentialet på grund af Star Wars således.

Center for Nonproliferation (pdf) har en vurdering af Kina's sandsynlige reaktion på Star Wars, og Foreign Policy in Focus (pdf) har lavet en grundig gennemgang af Kina/Taiwan og Star Wars.

Campaign for Nuclear Disarmament UK har lavet et briefingpapir om Star Wars og Fylingdales-radaren, og den lokale CND-afdeling i Yorkshire har en kampagnehjemmeside mod Star Wars.

Læs om USA's foreslåede ændringer af AMB-traktatens tekst, lækket til Bulleting of the Atomic Scientists efter russisk-amerikanske forhandlinger i januar 2000.

BASIC fører på sin hjemmeside en oversigt med politiker-citater fra forskellige lande om Star Wars, og Coalition to Reduce Nuclear Dangers har desuden citater fra NGO'er og private initiativer som eksempelvis amerikanske nobelpristagere, som er imod NMD.

Se oversigt over USA og Ruslands atomvåbenarsenaler samt spredningen af atomvåben fra Arms Control Organisation. Se desuden oversigt over Nordkorea's henholdsvis Kina's atomvåben- og missilprogrammer fra Center for Nonproliferation Studies.

Arms Control Today har lavet en udførlig kronologi over USA's missil-og atomdiplomati overfor Nordkorea.

Star Wars er langt fra en "done deal" i følge en vurdering fra Coalition to Reduce Nuclear Dangers fra marts 2001.

Find teksterne til de relevante nedrustningsaftaler, herunder ABM-traktaten, via Coalition to Reduce Nuclear Dangers.
STAR WARS FØRER TIL OPRUSTNING OG USTABILITET

STOP STAR WARS BRIEFING, Greenpeace Norden, April 2001


Den strategiske stabilitet mellem de store atommagter bygger på, at ingen af parterne tør angribe en af de øvrige parter, da de risikerer selv at blive udslettet til gengæld. Man taler derfor om, at eksempelvis USA og Rusland med deres overvældende atomslagstyrke afskrækker hinanden, fordi et angreb simpelthen ikke kan betale sig (jvf. MAD-tankegangen - Mutual Assured Destruction). For at sikre denne "terrorbalance" indgik USA og Sovjetunionen i 1972 den såkaldte ABM-aftale, der forbyder netop den type missilskjold, som USA nu vil opstille. USA er derfor nødt til enten at bryde denne aftale eller at genforhandle den med Rusland, hvis de vil gennemføre Star Wars.

Den nye amerikanske regering har kraftigt signaleret, at den mener, at ABM-aftalen er ugyldig, fordi Sovjetunionen ikke længere eksisterer. Ved Sovjetunionens opløsning overtog eller "arvede" Rusland imidlertid forpligtelserne fra det tidligere Sovjet, hvad vi kan være glade for. Således videreførtes nedrustningsaftaler indgået før 1991, og atomvåben udstationeret i eksempelvis Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan blev overført til Rusland, så vi ikke endte med flere nye atommagter men "kun" Rusland. Der findes stort set ingen udenfor USA, som støtter det radikale synspunkt, at Rusland ikke er Sovjetunionens juridiske arvtager, heller ingen fra den tidligere Clinton administration. Den stærkt højreorienterede jurist, Douglas Feith, der står bag idéen om, at ABM-traktaten ikke længere gælder, blev af præsident Bush i april måned nomineret til en toppost i Pentagon.

Et amerikansk missilskjold vil i første omgang kun skulle kunne nedskyde omkring tyve missiler. Da Rusland råder over hundredvis af interkontinentale missiler, vil Rusland stadig kunne gennembryde et sådant missilskjold. Det gælder ikke for Kina, som netop kun har omkring tyve interkontinentale missiler. Kina har derfor bebudet, at hvis Star Wars gennemføres, så vil Kina sætte fart på en modernisering og udvidelse af landets atomslagstyrke for at bevare evnen til at afskrække USA fra et angreb. Kina har fornyelig besluttet at forøge sine forsvarsudgifter markant (i lighed med sidste år), hvilket kan ses som en direkte konsekvens af de amerikanske Star Wars planer. Uanset om det er helt eller delvist rigtigt, så kan vi forvente, at Kina vil anvende Star Wars som et påskud til yderligere oprustning.

Atomoprustning i Kina ventes til gengæld at få de nye atommagter Indien og Pakistan til også at opruste. Den udbredte modstand mod Star Wars planerne i Europa og Asien handler netop om faren for en ny oprustningsspiral. Den franske præsident Jacques Chirac har udtrykt denne bekymring således i et interview med New York Times: "der er et permanent kapløb mellem skjold og sværd. Sværdet vinder altid. Jo flere forbedringer der laves på skjoldet, desto mere bliver sværdet forbedret. Vi tror, at med disse [antimissil] systemer, så vil sværdmagerne blot intensivere deres anstrengelser." Over hele verden er de amerikanske planer blevet mødt med fordømmelse, og de fleste europæiske og asiatiske lande har udtrykt bekymring for Star Wars planerne.

På det seneste har vi desværre oplevet, at en række større Nato-lande har opblødet deres kritik. Det hænger dels sammen med, at USA har formået at overbevise mange om, at Star Wars vil blive gennemført nærmest uanset hvad. Star Wars er imidlertid endnu ikke besluttet i USA, hvor våbenfabrikanterne endnu mangler at demonstrere at skjoldet vil virke, og hvor ledende demokrater i stigende grad taler imod projektet på grund af den uhyrlige pris og risikoen for oprustning og ustabilitet. En anden forklaring på den opblødte kritik er, at forsvarsindustrien i de store Nato-lande nu presser på for at sikre sig fede kontrakter i forbindelse med projektet. Det er blevet aktuelt, efter at Bush og Rumsfeld i stigende grad tilbyder at lade USA's allierede blive dækket af skjoldet i en eller anden (ukendt) form. Hidtil har projektet udelukkende handlet om et nationalt amerikansk missilforsvar - National Missile Defense, NMD - men nu tales der i stedet om Missile Defense, MD.

Uanset om der bliver tale et nationalt amerikansk missilforsvar eller den større Bush-udgave, så vil konsekvenserne blive de samme: Atomoprustning og sammenbrud af de eksisterende nedrustningsaftaler. Selv hvis Rusland ender med at acceptere eller ligefrem deltage i missilskjoldet, så vil det kun øge risikoen for oprustning i Kina. Hvad der er endnu vigtigere, så er radarfaciliteterne i Fylingdales i England og Thule i Grønland stadig centrale i missilforsvarsplanerne, hvorfor Danmark og Storbritannien sidder med nøglen til at stoppe de vanvittige amerikanske planer. Således kører Clinton's oprindelige NMD-plan ufortrødent videre med fortsatte tests og udvikling af våbensystemer til et budget for år 2001 på 4,5 milliarder dollars. Desuden tyder alt på, at et større missilskjold, som Bush og Rumsfeld er fortalere for, blot vil være "NMD plus noget mere", så der vil stadig være hårdt brug for Fylingdales og Thule.