|
|
![]() |
|
||
| Kwajalein/København,
7.maj 2001 - To aktivister fra Greenpeace, den 37-årige skotte Mike
Townsley og den 21-årige Anne Marie Rasmussen fra Langeland, blev her
til morgen dansk tid arresteret af amerikansk militær på Kwajalein-atollen,
som er en del af Marshall-øerne i Stillehavet. De to forsøgte at trænge
ind på den amerikanske base i protest mod USA's testprogram for det kontroversielle
missilskjold ("Star Wars"). Det forventes, at USA indenfor de næste to
måneder vil foretage deres fjerde såkaldte 'intercept test flight', hvor
man fra Kwajalein vil forsøge at nedskyde et Minuteman missil affyret
fra Vandenbergbasen i Californien. To af de tre hidtidige test mislykkedes.
Anne Marie Rasmussen har sammen med godt tyve andre Greenpeace-aktivister siden marts befundet sig ombord på Greenpeaces flagskib Rainbow Warrior, der har besøgt de forskellige atoller i ø-gruppen for at oplyse om de amerikanske missilskjoldsplaner, som Greenpeace er imod, fordi det vil føre til ny oprustning og ustabilitet i verden. Den 26. april blev Anne Marie sat i land sammen med tre andre aktivister for at oprette en observationslejr på Shell Island, få kilometer fra den amerikanske missilbase. "Vores lokale advokat på Marshall-øerne arbejder på at få løsladt de to aktivister så hurtigt som muligt," siger Dan Hindsgaul fra Greenpeace. Aktionen i dag er en del af Greenpeaces globale kampagne mod de amerikanske Star War planer, hvor Danmark og Storbritannien forventes at spille en hovedrolle grundet de amerikanske baser i Thule (Pituffik), Fylingdales og Menwith Hill. "Danmark har en oplagt mulighed for kraftigt at tage afstand fra missilskjoldet, men har hidtil vægret sig fra at tage ansvar," siger Dan Hindsgaul. "Mens den danske regering stadig afviser at tage stilling til Star Wars, så fortsætter udvikling og tests af missilskjoldet for fuld damp," siger Dan Hindsgaul. "USA forventes at bruge over fire milliarder dollars bare i år på projektet, så det forekommer helt uforståeligt, at den danske regering endnu ikke har meldt klart ud overfor amerikanerne." Efter sin missiltale den 1. maj sender præsident George W. Bush nu en hel hær af diplomater ud i verden for at overbevise den skeptiske omverden om missilskjoldets velsignelser. "Når en højtstående delegation fra USA på onsdag i København vil forsøge at overtale Danmark til at støtte planerne ved at give tilladelse til at anvende Thulebasen i missilskjoldet, så forventer Greenpeace, at regeringen har modet til endeligt at få fortalt amerikanerne, at missilskjoldet er en ualmindelig dårlig ide, siger Dan Hindsgaul. "Først og fremmest bør regeringen slå udtrykkeligt fast overfor amerikanerne, at ABM-traktaten stadig udgør en hjørnesten i global sikkerhed, og at de amerikanske signaler om ensidigt at trække sig ud af ABM-aftalen - der jo forbyder missilskjoldet - er ødelæggende for fortsat nedrustning og våbenkontrol." Video og stills fra aktionen i Stillehavet vil være tilgængelige ved henvendelse til Greenpeace i København. For yderligere information, kontakt venligst: · Dan Hindsgaul, telefon 3393 8660 eller 2810 9021 |
||
|
|
![]() |
|||||||||||
![]() |
![]() |
||||||||||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|
||||||